I slutningen af 60’erne spekulerede Charles Berner, amerikansk psykoterapeut og forsker, alvorligt over grundene til, at mange mennesker havde fornemmelsen af manglende fremgang i deres psykoterapi.
Selvom der var kommet reel lettelse af dette arbejde med dem selv, virkede det som om, at noget fastholdte dem på niveauet med problemer uden virkelig at frigøre dem.
Så opdagede han en fælles faktor: de var uvidende om, hvem de virkelig var.
Derefter brugte han al sin tid på at finde en måde, hvorpå han effiktivt kunne hjælpe dem med at komme i kontakt med deres dybeste identitet, deres essentielle natur.
En dag, mens hans tanker var på dette emne, blev det tydeligt for ham: hvorfor ikke bruge forfædrenes kontemplative spørgsmål ”Hvem er jeg?” i kombination med en 2 og 2 (dyade) kommunikationsteknik, som han allerede benyttede i terapigrupper?
Senere fik han den geniale ide at bruge den traditionelle model af zen-sessioner til at strukturere helheden.
Således blev Intensive Seminar født.
Oprindeligt, i Soto Zen, blev munke anbragt foran en hvid væg, fordi det ifølge legenden var sådan, Bodhidharma, Zen Budhismens grundlægger, praktiserede.
Men senere med Rinzaï Zen Skolen, blev munkene vendt 180 grader, så de sad ansigt til ansigt men med afstand imellem sig.
Årsagen var, at ved at gøre det på denne måde øgede det intensiteten og fremskyndede processen.
Rinzaï mestrene brugte også en koan, hvilket er et spørgsmål, som er uløseligt for sindet. En gåde.
Spørgsmålet ”hvem er jeg?” er en koan i den forstand, at den ikke involverer en intellektuel respons. Faktisk er det, der herved bliver kaldt på, vores essentielle natur.
Rinzaï mestrene gik dog aldrig så langt, at to munke blev placeret tæt nok på hinanden til, at den ene kunne kommunikere resultatet af sin kontemplation til den anden.
Det er netop her, hvori orignaliteten i teknikken i Intensive Seminar består: kommunikation føjet til kontemplation forbedrer processen med at disidentificere.
I alle de store traditioner tales der om oplevelsen af opvågning. Men dette udtryk er så overbebyrdet med repræsentationer, forhåbninger og endda fantasier, at alle fremskrivninger faktisk udgør alvorlige hindringer for processen.
I sidste ende er det den betingelsesløse forpligtelse til at erkende vores essentielle natur, der udgør hovedkraften i Intensive Seminar.
En direkte vej til opvågning er ikke et spørgsmål om evolution eller personlig udvikling. Vejen er at løfte det stædige slør, der dækker en altid tilstedeværende virkelighed. Denne Virkelighed, vækkede Bevidsthed, afslører kun sig selv og udfolder sig ud over personligheden. Det er selve det, som oplever livet. Denne levende og kreative strøm, der manifesterer sig i verdens former.