DYADER

jacob IS

En dyade er en betegnelse for en udveksling mellem to mennesker. Den første dyade vi møder, som menneske, er dyaden mellem os selv og vores mor. Derefter dyaden med vores far, søskende, andre familiemedlemmer, andre omsorgspersoner, venner og i sidste instans alle mennesker, vi møder på vores vej.

Vi lærer alle vores mønstre i dyaden og negativitet i vores personlighed udspringer af, at der ikke er nærvær i dyaden. Det skaber et behov for at være anderledes end vi er eller at den ydre verden skal være anderledes end tilfældet er, for at vi igen kan føle os mødt og værdsat. Disse mønstre bærer vi med os i vores spejlning i alle andre relationer.

Ved at arbejde bevidst i dyaden bliver det muligt at se på mønstre i personligheden, uden at vi indgår i aktion – reaktion. Dette opnås ved, at den ene person i dyaden lytter, mens den anden undersøger og kommunikerer, hvad der sker lige nu og her. Hvert 5. minut skiftes roller.

Tilstedeværelsen af et andet menneske, der møder os i en dyade på denne måde, kan skabe nærvær nok til, at mønstre kan komme op til overfladen. Da der er en anden, der lytter til os, bliver vi pludselig meget opmærksomme på, hvad vi egentlig siger.

Ved at blive ved med at sætte ord på, tømmes sindet og vi oplever mere og mere stilhed og lytten.

Samtidig opøves, for den der lytter, evnen til at lytte uden at afbryde. Det at lytte på denne måde er også en indgang til oplevelsen af større nærvær.

Ved at arbejde med dyader i en større gruppe, åbnes der for muligheden for at få kontakt til flere forskellige sider af os selv, fordi forskellige mennesker afspejler forskellige sider af os.